|
Cowboystøvler
Cowboystøvler er ligesom cowboyhatte symboler på det vilde westen, på livet på prærien og de første pionerer. Cowboystøvlen har fået sin form af praktiske hensyn og er siden gået hen og blevet mode.
På billedet ses forfatterens Sendra cowboystøvler
Foto: Peter Ulstrup Hansen |
Cowboystøvler
Cowboystøvler er lavet af læder og har en forholdsvis høj hæl og en spids snude (cowboy boots), som dog kan være lidt rundere også (roper boots). Cowboystøvlens udformning er rent praktisk, den skal være let at få ind i stigbøjlen (spidse støvler) og sidde fast (høj hæl). Derudover skal den være varm på kolde dage og stadig til at holde ud at have på på varme dage. En rigtig cowboystøvle når op til lige under knæet, hvilket også beskytter mod slangebid og andre kryb.
Cowboystøvlens historie
Ingen ved rigtig hvem der opfandt cowboystøvler. Ifølge historier og legender blev det første par cowboystøvler lavet i enten Kansas eller Texas. Uanset hvor, er historierne enslydende. Efter den Amerikanske borgerkrig var slut i 1865 oplevede de cowboys, som drev kvæg over store afstande, at de havde behov for særlige støvler. De støvler som blev brugt under krigen passede ikke til de lange ridt som cowboys foretog på kvægruterne hvor de red gennem høje krat med torne, over floder og åer og hvor de sad i sadlen mange timer hver dag. Omkring 1870 tog en opfindsom cowboy, ifølge legenden, sine støvler med til en skomager og bad om at få en spids snude så støvlen lettere kunne komme ind i stigbøjlen, højere skafter så støvlen kunne beskytte mod torne og slagebud og en højere hæl, så foden ikke så let gled ud af stigbøjlen. Vi oplever altså at cowboystøvlens tilbliven ligner tilblivelsen af cowboyhatte, på den måde at det først og fremmest var af praktiske hensyn cowboystøvlerne fik deres udformning. Cowboystøvlens kraftige læder blev afstivet så støvlen ikke sank sammen og generede cowboy'ens hud.
Cowboystøvlens høje hæl havde yderligere den fordel at den kunne yde modstand når den blev trampet i jorden hvis der skulle trækkes i et stædigt mulddyr eller hvis hesten skulle ledes ned af en stejl skrænt. Yderligere var der den fordel at hælen forhindrede foden i at glide hele vejen gennem stigbøjlen, hvilket gjorde det lettere at få foden ud af stigbøjlen hvis rytteren faldt af hesten.
I begyndelsen var alle cowboystøvler håndlavede efter ejerens mål, hvilket betød at et par cowboystøvler var mange penge værd, men da de var nødvendige for cowboy'ens virke kunne man lige så godt gøre en dyd ud af det og det var ikke sjældent at en mand blev målt på sine støvler. Lidt senere dukkede der cowboystøvler op som kunne købes via post-ordre, men disse havde ikke samme prestige og det var kun af nød at disse blev købt.
Ligesom med cowboyhatte, fik cowboystøvler deres form ud fra praktiske værdier, men også cowboystøvler blev et symbol på både det vilde westen og på ejerens sociale status. Der gik kort sagt mode i cowboystøvler. I takt med dette udviklede de påsyede mønstre sig fra at være rene broderier i samme farve som støvlerne, til at være ekstravagante mønstre i alle farver og af mange forskellige materialer som f.eks. slangeskind.
Man skelner mellem cowboy boots som har spids snude og roper boots som har rund snude. Roper boots med rund snude foretrækkes ofte af folk som tilbringer mindre tid på hesten idet den spidse snude på cowboy boots ofte gør at støvlen skal være et halvt til et helt nummer større end fodens størrelse.
Sådan laves cowboystøvler
Man skelner mellem to forskellige metoder i fremstillingen af cowboystøvler, syede eller limede. Begge metoder frembringer solide cowboystøvler. Når der fremstilles et par cowboystøvler opdeles processen både ved fremstilling af håndlavede cowboystøvler og fabrikslavede støvler. Først skal læderet skærest til og behandles, det første man starter med er atlså at udforme støvleskafterne. Herefter sendes skafterne til syning, hvor de få påsyet deres specifikke design og overdelen af støvlen påsys, det er altså i denne fase at cowboystøvlen får sit design, sin stil og sine mønstre. Derefter påsys eller pålimes sålen og tilsidst påsættes hælen. Derefter kvalitetstjekkes støvlen og afhængigt af kvalitet og design laves der efterjusteringer og efterpudsninger. Fabriksfremstillede cowboystøvler er billigere end håndlavede cowboystøvler, men mange fabrikker fremstiller cowboystøvler af meget høj kvalitet.
Materialer til fremstilling af cowboystøvler
Alle bør have mindst to par cowboystøvler, et par til arbejde og hverdag og et par til fester. Cowboystøvler til hverdagsbrug skal laves af håldbare materialer som f.eks. bøffel eller ko huder mens feststøvlerne kan laves af, eller påsys mønstre af, alligator, struds, eller slangeskind.
Det mest almindelige materiale til cowboystøvler er okse læder, som er stærkt, pænt og tillader fødderne at ånde og dermed fohindrer (til en hvis grad ihvertfald) at støvlerne bliver sure og lugter. Okse læder er billigere end andre materialer og skal støvlerne alligevel have et specielt touch, kan der påsys mønstre af krokodille, elefant, slange eller buffalo.
Et af de mest populære materialer til fest cowboystøvler er strudseskind, som dels har unikke mønstre med små "knopper" dels er rimeligt holdbare og samtidig lader fødderne ånde. Et andet populært materiale er slangeskind, hvor de mest almindelige typer er klapperslange eller python slange. Støvler af slangeskind fremstilles således at slangen opskæres langs ryggen og slangens underside bliver til forsiden af støvleskaftet, hvilket giver et finere mønster end hvis slangen opskæres på undersiden, men da der her er tale om design er det op til den enkelte at vælge den type slangeskinds cowboystøvler man selv synes er flottest. Cowboystøvler af klapperslangeskind laves af tre typer klapperslanger, Østlig, vestlig og Cane Break.
Cowboystøvler kan fremestilles og bliver fremstillet af en mængde forskellige skindtyper hvoraf de populæreste er elefantskind, åleskind, skind fra aligatorfirbenet eller hornback firbenet eller aligatorskind, som er noget af det fineste og dyreste der findes indenfor cowboystøvler. Faktisk er der ingen grænser for valget af materialer til cowboystøvler. Skal støvlerne bruges til hverdag eller arbejde skal man vælge noget holdbart, er det feststøvler kan man vælge noget mere eksotisk.
Gode råd ved køb af cowboystøvler
Det første man skal gøre sig klart er hvad cowboystøvlerne skal bruges til, er det til arbejde eller fritid. Ud fra dette vælges så materialer som beskrevet ovenfor. Cowboystøvler forhandles af mange skobutikker ligesom der findes specialbutikker med cowboystøvler. Du kan også købe cowboystøvler online både i Danmark og fra udlandet. Cowboystøvler er så vidt jeg ved ikke meget billigere i udlandet så jeg ville foretrække en dansk butik (fysisk eller online) hvor jeg ved at garantien dækker. Fordelen ved at købe støvlerne i en butik er at man kan prøve dem, gå lidt rundt i butikken og vælge det par som passer bedst. Fordelen ved at købe cowboystøvler online er at udvalget som regel er større og ved køb online har man altid 14 dages returret.
Når du køber cowboystøvler så køb noget godt læderfedt også. Passer du dine cowboystøvler ordenligt holder de meget længere og læderfedt gør også støvlerne mere behagelige at have på.
Internationale mål for størrelser af cowboystøvler:
|
Størrelser på støvler og sko |
UK |
4 |
5 |
6 |
7 |
8 |
9 |
10 |
11 |
12 |
13 |
14 |
15 |
EU |
38 |
39 |
40 |
41 |
42 |
43 |
44 |
45 |
46 |
47 |
48 |
49 |
MM |
240 |
246 |
252 |
258 |
264 |
270 |
276 |
282 |
288 |
292 |
298 |
304 |
US |
5 |
6 |
7 |
8 |
9 |
10 |
11 |
12 |
13 |
14 |
15 |
16 |
Producenter af cowboystøvler
Skrevet af: Peter Ulstrup Hansen
|