Dixie Chicks

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Dixie Chicks startede med søstrene Martie og Emily Erwin, som i deres opvækst blev påvirket af bluegrass og som unge piger spillede for småpenge på gadehjørner i Dallas. Fra 1989 fik de følgeskab af yderligere to kvinder og de blev kendt for deres western musik og farverige cowgirl udstyr. De solgte flere tusinde albums, udgivet på uafhængige pladeselskaber, men det var først efter at de to søstre slog sig sammen med Natalie Maines som forsanger at tingene for alvor begyndte at ske for den texanske trio.

Deres debutalbum for et stort pladeselskab, "Wide Open Spaces", solgte 12 millioner eksemplarer og det uden at have et eneste cross over nummer med. Elskere af traditionel country satte stor pris på Marties fiddle og Emilys evner på banjo og dobro og Dixie Chicks udstrålede energi og kampgejst. I 1998 vandt de CMA's Horizon Award og Vocal Group Award og i 1999 blev titelsangen "Wide Open Spaces" belønnet med Single and Video of the Year efter at have tilbragt 4 uger som nummer 1, ligeledes vandt de deres anden Vocal Group Award. Med top 10 hits som "I Can Love You Better," "There's Your Trouble" og "You Were Mine" turnerede de med Lilith Fair, et country show udelukkende med kvinder.

 

Dixie Chicks andet album "Fly" solgte i 9 millioner eksemplarer og indeholdt hits som "Ready to Run," "Cowboy Take Me Away" og "Without You". Videoen "Goodbye Earl" vand en CMA Award i 2000, samme år som Dixie Chicks vandt awards for bedste vocal group, bedste album og entertainer of the year. De fulgte succesen op med en omtrent udsolgt

stadion tour og "Fly" endte med at have 6 top 10 hits.

 

I 2002 udkom det akustiske album "Home" og de vandt ærespriser ved Grammyuddelingen for alle tre albums. "Home" blev en kommerciel succes og kritikerne var vilde med numre som "Long Time Gone," "Landslide" og "Travelin' Soldier". Samme år vandt Dixie Chicks deres 10. CMA Award for bedste Vocal Group og deres turné "Top of the World" var udsolgt på rekordtid.

 

2003 blev et vendepunkt for Dixie Chicks da forsanger Maines ved en koncert i London udtalte at "Bare så i ved det, vi er flove over at USAs præsident er fra Texas". Irak krigen stod for døren og mange country fans i USA tolkede udtalelsen som mangel på patriotisme og rigtig mange country radiostationer nægtede at spille deres musik.

Maines undskyldte overfor præsidenten, men nægtede at støtte krigen i Irak. Maines havde tidligere været ret åbenmundet om Toby Keiths prtriotiske hit "Courtesy of the Red, White and Blue" og kaldt sangen for uvidende (ignorant) og noget enhver kunne lave. Både Keith og hans fans skældte ud.

Tourstarten 1. maj 2003 blev fulgt tæt af medierne selvom der kun var få protesterende. Kontroversen synes at være ovre men 3 uger senere blev der på Academy of Country Music Awards vist direkte transmission fra Dixie Chicks koncert i Austin, Texas hvor Maines var iført en t-shirt med bogstaverne F.U.T.K. som af de fleste blev tolket som et angreb på Toby Keith (Fuck You Toby Keith), hvilket resulterede i at de ikke vandt nogle awards samt at deres single "Godspeed" røg helt ud af hitlisterne.

Siden da har Dixie Chicks mere eller mindre været ude af det gode selskab og her i 2007 er de ikke nomineret til en eneste ACM Award trods det at deres seneste album "Taking the Long Way" (2006) vandt 5 Grammyer. Deres seneste koncertturné, "The Accidents & Accusation Tour" er også blevet boycottet i de mere konservative dele af USA. Nummeret "Not Ready to Make Nice" fra albummet "Taking the Long Way", er en direkte kommentar til den strid der stadig kører for fuld tryk.

Plader man bør høre: "Wide Open Spaces" (Monument Records,1998). "Fly" (Monument Records, 1999),"Home" (Open Wide Records, 2002). "Top of the World Tour: Live" (Monument Records, 2003). "Taking the Long Way" (Open Wide/Columbia, 2006)

Skrevet af: Peter Ulstrup Hansen