Bill Monroe (William Smith Monroe) Født 13. september 1911 i Rosine, Kentucky. Død 9. september 1996.

"Mr. Bluegrass" - Bill Monroe er som ingen anden sanger, sangskriver, bandleder, showman og instrumentalist forbundet med en musikalsk stilart som Bill Monroe, the Father of Bluegrass. Bill Monroe gav mandolinen en fremtrædende plads i countrymusikken, hans høje stemme dannede skole og med bandet Blue Grass Boys var han i høj grad medvirkende til at den gamle folkstil igen blev moderne.

Bill Monroe var den yngste af 8 børn. Hans far James Buchanan "Buck" Monroe var farmer og drev også tømmerhugst og minearbejde, hans mor gik hjemme og passede børnene og ved siden af var hun en ivrig samler af britisk-amerikanske folkesange og danse. Foruden moderens musikalske indflydelse var Bill Monroe påvirket af sin onkel "Uncle Pen" - Pendleton Vandiver, som spillede fiddle og optrådte ved lokale dansearrangementer hvor moderen også var en drivende kraft.

Bill Monroe mistede begge forældre som 16 årig og flyttede til Chicago med ´nogle af sine brødre, her arbejdede han på et Sinclair olieraffinaderi og optrådte som square danser, samt spillede og sang med sine brødre Charlie (guitar) og Birch (fiddle). Birch forlod forholdsvis hurtigt trioen, som dog besluttede at forfølge en musikalsk karriere fuld tid under navnet Monroe Brothers.

 I 1935 flyttede Monroe brødrene til North Carolina hvor de med basi i Charlotte optrådte på 50.000 watt radiostationen WBT. Her opnåede de succes og var snart blandt de kendteste countrymusikere i USA, med deres karakteristiske vokalharmonier og Bill's hurtige mandolinspil. I 1936 indspillede de deres første plade under ledelse af produceren Eli Oberstein for RCA. De første plader med bl.a. "What Would You Give in Exchange for Yoru Soul" solgte godt og Monroe Brothers holdt sammen indtil 1938 hvor de to stædige brødre gik fra hinanden efter mange skænderier. Bill Monroe nåede at indspille to plader mere for RCA med sit nye band Blue Grass Boys, opkaldt efter Kentucky - The Blue Grass State.

 I 1939 tog Bill Monroe og Blue Grass Boys til audition på Grand Ole Opry. George D. Hay, Harry Stone og David Stone, lederne af radiostationen WSM, som kørte Grand Ole Opry shows'ne var imponerede, ikke blot af Bill Monroes musikalske evner, men også af hans evner som entertainer. Nummeret som imponerede de tre ledere var en gammel Jimmie Rodgers klassiker "Mule Skinned Blues", som blev Monroes varemærke. Gennem sine optrædender på WSM og ikke mindst på den landsdækkende NBC blev Monroe kendt i hele USA og i 1943 tjente han mere end $200.000 på sine optrædender.

Selvom Monroes stil først i midten af 1950'erne blev kaldt bluegrass, var mange af elementerne allerede tilstede, kernen i musikken var mandolin, guitar, fiddle og bass. Monroe tilføjede banjo (tofinger stilen) og eksperimenterede i en kort periode med accordion og harmonika, men det var først da Earl Scruggs kom med med sin trefinger stil på banjo at musikken fik den lyd vi idag forbinder med bluegrass. Fra 1945 til 1948 var Scruggs og Lester Flatt (guitar og sang) med i Blue Grass Boys og optagelser med denne konstellation står som noget af det bedste bluegrass der nogensinde er lavet. Earl Scruggs og Lester Flatt forlod Blue Brass Boys og dannede deres egne Foggy Mountain Boys, som står helt på linie med Monroes høje kvalitet.

I 1950'erne var der flere bands som spillede bluegrass ud over Bill Monroe og Blue Grass Boys, Stanley Brothers, Flatt and Scruggs (Foggy Mountain Boys), Jim & Jesse McRaynolds og Reno & Smiley for blot at nævne nogle af de største. Monroe spillede både sekulære sange og religiøse hymner og så skrev han selv en masse numre som siden blev til klassikere indenfor bluegrass: "Uncle Pen", "Raw Hide", "Blue Moon of Kentucky", "Jerusalem Bridge", "I Want the Lord to Protect My Soul" og mange flere.

Op gennem 1950'erne og 1960'erne stod Monroes bluegrass som et akustisk modstykke til Honky Tonk, country-pop og Rockabilly. I 1963 blev Monroe genopdaget af de unge i tidens folk og traditional country opblomstring, godt hjulpet af promotor og folklorist Ralph Rinzler som markedsførte Monroe som den bluegrass musikkens sande fader i en tid hvor bluegrass i høj grad var forbundet med Flatt and Scruggs.

I 1965 kom den første bluegrass festival med Monroe som central figur, i 1967 lavede han sin egen festival i Bean Blossom, Indiana, hvor han i forvejen havde en country musik park. Monroe blev valte til Country Music Hall of Fame i 1970. Bill Monroe nåede at indspille over 500 numre og blev hædret af bl.a. National Endwoment for the Arts (1982), vandt en Grammy med "Southern Flavor" i 1988, International Bluegrass Music Association Hall of Honor 1991 og National Academy of Recording Arts and Sciences 1993.

I april 1996 fik Monroe et slagtilfælde og han måtte stoppe sin karriere. Monroes liv var musikken og da han var afskåret fra at optræde gik det hurtigt ned ad bakke, Monroe døde 9 september samme år.

Skrevet af: Peter Ulstrup Hansen

Kilde: Encyclopedia of Country Music (John Rumble)

Plader man bør høre: "Country Music HAll of Fame" (MCA 1991). "The Essential Bill Monroe" (Columbia, 1992). "The Music of Bill Monroe from 1936-1994" (MCA 1994).