|
Soul Journey
Gillian Welch
Produceret af: David Rawlings
Musikere:
Marc Ambrose Jim Boquist Ketcham Secor Greg Leisz David Rawlings Gillian Welch
|
|
|
Gillian Welch - Soul Journey
Trods det at Gillian Welch er født i New York og opvokset i en forstad til Los Angeles, lyder hendes nyeste CD, Soul Journey, som om hun aldirg havde været udenfor Blue Ridge Mountains. Vi har her en ægte roots country sangerinde og sangskriver i sin reneste form.
Gillian Welch er som sædvanligt accompagneret af husbond David Rawlings, hvis guitarspil med sine skæve lyde er med til at fremhæve Gillians rene og meget landlige stemme.
Trackliste:
- Look at Miss Ohio
- Make Me a Pallet on Your Floor
- Wayside / Back in Time
- I Had a Real Good Mother and Father
- One Monkey
- No One Knows My Name
- Lowlands
- One Little Song
- I Made a Lovers Prayer
-
Wrecking Ball
Soul Journey nummer for nummer
"Look at Miss Ohio" er en stille sang med en stemning som minder om Jane Smileys bøger fra midtvesten. "I wanna do right, but not right now" lyder en af linierne og man får en følelse af et stille oprør mod traditionerne, smukt understøttet af Greg Leisz's fine dobro.
"Make Me a Pallet on Your Floor" fungerer fint som et lille mellemspil som forstærker stemningerne i både Miss Ohio og det følgende nummer:
"Wayside / Back in Time", som er et af albummets absolutte hits. Her er et stille sydstats-groove som næppe bliver overgået, her er dommedag for Nashville og drømme om storhed med et band som leverer netop det, storhed. Noget af det bedste indenfor alternativ country. Punktum.
På "I Had a Real Good Mother and Father" viser Gillian Welch hvor langt man kan komme med en guitar, en sang og en god stemme. Sangen om religiøs opvækst er smuk og med et særpræg og en følelse som kan smelte ethvert savmøllearbejders hjerte.
"One Monkey" kunne også være lavet af Lucinda Williams, som er den eneste som gør Gillian Welch rangen stridig som den alternative countrys dronning. Her høres arven fra blues musikken samtidig med at musikken er tør og hvid på den absolut fede måde - "Here comes a slow train, so get on board". Og man hører toget, man mærker støvet, ja man er om bord...
"No One Knows My Name" er simpel appalache roots country med tydelig inspiration fra skotsk og irsk folkemusik. En fin lille ting som giver en lyst til at synge med.
"Lowlands" ruller tungt ud gennem højtalerne med samme lethed som en hest i trav. Nummeret glider ud over lavlandet i sit eget tempo men hele tiden med længslen efter bjergene og skovene. Sangen har en omfavnende tekst som hylder både nye venner i lavlandet og gamle i højlandet.
"One Little Song" er endnu en simpel sang som fremhæver det store talent vi finder hos Gillian Welch, det sætter nye grænser for hvad man kan gøre med simpel musik. Et eller andet sted findes sjælen fra Dock Boggs og de andre her.
Bob Dylan kunne have lavet "I Made a Lovers Prayer", men ikke bedre. Her er store vidder og høj himmel og tid til kærlighed og bøn.
"Wrecking Ball" er det svageste led i denne ellers solide kæde af super fede numre. Emmylou Harris har tidligere lavet en bedre version, men dette afholder mig ikke fra at uddelde 5 cowboyhatte til denne fremragende CD.
Er du blot den mindste smule til alternativ country, holder du af amerikansk folk, kan du lide countrymusik, ja så er Soul Journey et must. Denne CD kandiderer efter min mening klart til titlen som årets album 2007.
|