Old-time musik, en personlig udlægning V/Ole Rossel Efterfølgende udlægning af begrebet Old-Time Music (herefter OT) er naturligvis fuldstændig subjektiv og udfærdiget på baggrund af personlige præferencer, fordomme og – ikke mindst 37 års dybt engagement i musikken og den tilhørende kultur.   Dansk Amerikansk Folkemusikforening

Hos mange, der hører OT for første gang, melder der sig reaktioner som: ”Cowboy-musik”, hvilket kan forklares ved at mange old-timere drog videre til beskæftigelse som cowboys vestpå og derved prægede den musik, som spilledes blandt korøgterne. Musik fra Vesten mangler dog som oftest de træk, som karakteriserer OT, eksempelvis 5-strenget Clawhammer banjo og ”The High Lonesome Sound”. Nogle hører irsk musik i OT, og med god grund: De irske rødder er ofte tydelige i OT. Andre igen hører skandinaviske træk i amerikansk sydstatsfiddle. Dette sidste er derimod en komplet misforståelse, idet der aldrig har været nok skandinaviske indvandrere i det sydøstlige USA til at de kunne afsætte noget som helst spor.

Så lad os bare slå en ting helt fast, rigtig OT er bjergmusik fra Appalacherne.

Da der er nøje sammenhæng mellem musikken og den natur og befolkningsgruppe, den har udviklet sig iblandt, først en kort beskrivelse af disse baggrunde:

Appalacherne

Appalachian Mountains strækker sig fra Pennsylvania i nord til Georgia/Alabama i syd, og omfatter hele West Virginia, det vestlige Virginia, østlige Kentucky, østlige Tennessee, vestlige North Carolina, nordlige Georgia og en mindre del af Alabama og South Carolina.

Appalacherne er geologisk gamle, løvskovsklædte og stærkt foldede bjerge (højeste punkt Mount Mitchell i NC, 2037 m.). I grove træk består de af the Blue Ridge mod sydøst, the Shenandoah Valley i midten og Allegheny-Cumberland Mountains mod vest. Det ufremkommelige terræn var den første naturlige barriere, der mødte indvandrerne og området var til langt op i 1900-tallet særdeles isoleret i forhold til den samfundsmæssige og tekniske udvikling, der skete i resten af USA med udbredelsen mod vest. Denne isolation blev først for alvor brudt omkring 1900-tallet med anlæggelsen af større jernbanenet og omkring 30’erne et moderne vejsystem ind i bjergene, der åbnede for kulturelt og kommercielt samkvem med resten af USA – og ikke mindst radioens fremkomst, ligeledes i 30’erne.

Hard Times

Det lokale erhvervsliv består for det meste af smålandbrug (majs og tobak), håndværk og kulminedrift. Området har siden begyndelsen af 1900-tallet været genstand for hårdhændet udnyttelse af de enorme tømmer- og kulressourcer til gavn for det østlige USA’s industriområder, hvilket har medført økonomisk nedslidning og udbytning, idet den udefrakommende kapital i meget ringe grad har ladet profitten komme området til gode. Blodige krigslignende arbejdskampe, (se f.eks. på nettet under ”Matewan”) og minestrejker i protest mod denne udbytning hærgede gennem århundredet området. Økologisk uansvarlig overflademinedrift (”strip mining”), hvor bjergene af de store mineselskaber blev gravet væk oppefra, efterlod enorme områder som ødeland og gav anledning til ødelæggende oversvømmelser og forringelse af livsbetingelserne for de lokale beboere.

Endnu i dag er området et af USA’s fattigste med høj arbejdsløshed og generel økonomisk depression i mange egne. Disse hårde vilkår er et gennemgående tema i mange af de sange, som området er så rigt på. Lyt engang til Dolly Parton, som stammer fra Tennessee i hjertet af Smoky Mountains. Hun beskriver i mange af sine sange opvæksten i dyb fattigdom og fortsætter her en tradition, der er gammel i bjergene.

En moderne udvikling er den turisme, der har taget fart omkring skisportssteder, river-rafting og campisme, hvor lavlandets beboere tager op i bjergene for at nyde den storslåede natur. Dette kaster naturligvis noget beskæftigelse af sig, hvor de lokale kan optræde som statister i landliggerlivet. I Cherokee NC – på grænsen til Tennessee – kan man f.eks. for nogle få dollars se og fotografere efterkommerne af de engang så stolte Cherokees i malplacerede prærieindianerdragter og mange steder slås der plat på ”Hillbilly-miljøet” til glæde for uvidende turister.

Hillbillies!

Befolkningen i Appalacherne var næsten udelukkende af oprindelig britisk herkomst – skotsk, engelsk, walisisk og irsk, m.a.o. anglo-keltisk. De første kom ind i bjergene i slutningen af 1700-tallet, og siden havde deres efterkommere trodset de primitive betingelser for at kunne leve ”et frit liv uden utidig indblanding fra administratorer, lavlændere og andre slyngler”. De var på godt og ondt en anakronisme i et dynamisk samfund. De levede i pagt med og af naturen, deres sprog - skønt det havde udviklet sig til en markant sydstatsdialekt - havde stadig vendinger og udtryk fra det gamle land, gamle æresbegreber blev holdt i hævd og bevidstheden om, hvor de kom fra, levede i dansemusik, sange og beretninger.

På denne baggrund har disse ”Hillbillies” været genstand for foragt og latterliggørelse – blandet med en kildrende frygt og gysen - fra det øvrige amerikanske samfund.

Film som Deliverance (Udflugt med Døden), tegneserier som Dogpatch, Barney Google (Klaus Kludder) og TV-serier som Beverly Hillbillies har udstillet deres påståede enfoldighed, manglende trang til at deltage i det øvrige USA’s jagt på hurtig og overfladisk succes, deres religiøse opfattelser, deres hjemmebrænderi (ofte en integreret del af deres økonomi) og deres ”bondske” musik - samt deres vaner med at løse problemer på kontant vis.

Dette stort set uden blik for, at her er nogle folk, der holder nogle grundlæggende kvaliteter med hensyn til ”basic living” i hævd og som – trods det, at de selv så småt var begyndt at mene, at de andre måske havde grund til deres nedladende holdning – efterhånden har genvundet deres tro på kvaliteterne i deres baggrund og folkelige kultur. Et alternativ til det glittede og overfladiske USA – en slags hvid parallel til Indianerne.