|
Fiddle I countrymusikken kaldes en violin for en fiddle, en dygtig violinspiller er en fiddler og violinen er nok det mest udbredte instrument indenfor old time country og folk. |
Fiddle
Violinen - fiddle i country sammenhæng - blev bragt fra de Britiske øer til USA og er stadig et af de vigtigste instrumenter i countrymusikken. Violinen er blevet brugt i folkemusik i USA i mere end 300 år, ofte som det eneste instrument ved sammenkomster både i hjemmet og ved politiske møder, markeder o.s.v. Det diskuteres ofte hvorvidt sydstats folk eller Old Time musik er en variant af de britiske folkemelodier eller om det kan betragtes som selvstændig musik. En undersøgelse viste at det i starten af 1900 tallet kun var 2% af de melodier der blev spillet som direkte kunne spores tilbage til Europæiske melodier. Derfor må det være mere rimeligt at antage at folkemusikken i USA er original amerikansk musik, med store lokale varianter. Countrymusikken var bedst bevaret i Appelacherne i det østlige USA.
Fiddlin' i countrymusik er en syntese af mange stilarter og påvirkninger, f.eks. mener man at den typiske intonation er afledt af afro-amerikansk musik (f.eks. starten på Orange Blossom Special). Populære fiddlers som Arthur Smith og Chubby Wise har bragt mange blues karakterer ind i countrymusikken og også den franske Cajun musik har påvirket country fiddlin.
Den første musiker til at indspille en countryplade (fonograf) var fidleren A.C. "Eck" Robertson som i 1922 indspillede i New York for pladeselskabet Victor. I begyndelsen af 1923 udkom den første plade henvendt til den hvide landbefolkning i sydstaterne nemlig Fiddlin' John Carson fra Atlanta. Hermed var den kommericielle country skudt igang med fiddle som hovedinstrument. Fiddlers som Clark Kessinger fra West Virginia, Clayton McMichen fra Georgia, Charlie Bowman og Arthur Smith fra Tennessee og Doc Roberts fra Kentucky var nogle af de første country stjerner og udgav mange plader den første periode af kommerciel country. Disse musikere har siden dannet skole og deres måde at spille fiddle genfindes i det meste country musik.
Fiddle har gennem tiderne været det vigtigste instrument i countrymusikken. Bob Wills og Milton Brown opbyggede Western Swing omkring lyden af fiddle. Mange af de første country fiddlers fik også inspiration fra store jazz violinister som Joe Venuti, Stuff Smith og Stephane Grapelli. Cecil Brower, J.R. Chatwell, Hugh Farr (Sons of the Pioneers), Cliff Bruner, Joe Holley, Johnny Gamble og mange andre gav fiddlein i country musikken en ny form for swing og indførte nye stilarter i traditionelle country numre som "Stay All Night, Stay a Little Longer", Take Me Back to Tulsa", "Fat Boy Rag" og "San Antonio Rose".
Bill Monroe placerede også fiddle i centrum for bluegrass musikken. Monroe var stærkt influeret af sin onkel Pendleton Vandiver, som var mester fiddler fra Kentucky. Monroe tog ikke bare numre han havde lært af sin onkel, han skrev også selv numre hvoraf mange er blevet en fast bestandel af repetoiret for nutidens bluegrass fiddlers, f.eks. "Jerusalem Ridge", "Big Mon", WWheel Hoss" og "Brown Country Breakdown". Mange af de fiddlers som har haft størst indflydelse på bluegrasmusikken har turneret med Bill Monroe i hans Blue Grass Boys, herunder mestre som Chubby Wise, Tommy Magness, Bobby Hicks, Merle "Red" Taylor, Benny Martin og Kenny Baker.
Country stjerner som Hank Williams, Roy Acuff, Ray Price, Buck Owens, Porter Wagoner, Merle Haggard, Emmylou Harris og Ricky Skaggs har haft fiddlers som fremtrædende medlemmer af deres bands, Ricky Skaggs er selv en fremragende fiddler.
Violinen blev i religiøse kredse anset for at være djævelens instrument og disse kredse forsøgte at holde fiddlers ude af det gode selskab. Violinen var dog det foretrukne og mest udbredet instrument ved selskaber og i hyggestunder, til dans og i andre sociale og festlige sammenhænge, så puritanerne havde ikke mange chancer.
Mange begyndte at spille religiøse melodier på violinen, for som de sagde, "hvorfor skal djævelen have alle de gode melodier"...
Skrevet af: Peter Ulstrup Hansen |