Hillbilly Hillbilly kan kort siges at være en fællesbetegnelse for countrymusik. Betegnelsen fik musikken i 1925, ca. 20 år før man fandt på at kalde det countrymusik.

Hillbilly

Solokunstnere var ret almindelige, men det var først efter Jimmie Rodgers's storhedstid at sangere som akkompagnerede sig selv på guitar blev almindeligt. Af tidlige solokunstnere kan fremhæves Bradley Kincaid som romanticerede "gamle dage" med sin bløde stemme, Harmonika virtuosen DeFord Bailey, den første afro-amerikaner på Grand Ole Opry og blinde trubadourer som Riley Puckett, Blind Alfred Reed og Richard Burnett, hvis sange varierede fra sange om begivenheder som "The Wreck Of The Virginian" til tragiske personlige sange som Burnetts "Farewell Song", som senere blev populær med Stanley Brothers som "A Man Of Constant Sorrow" (Som Dan Tyminsky synger i Coen brødrenes Americana film "Oh Brother Where Art Though" fra 2001).

Næst efter fiddle var banjoen det mest populære instrument og banjospillet havde mange varianter lige fra Uncle Dave Macons vaudeville show på Grand Ole Opry over Dock Boggs country-blues til Charlie Pooles trefinger stil, som senere blev udviklet til perfektion af Earl Scruggs. Guitaren var også populær selvom den først for alvor begyndte at optræde i countrymusikken i slutningen af 1800 tallet (som et resultat af at fiddlin' var syndigt - fiddlen var et af djævelens værktøjer). Steelguitaren var i 1920'erne begyndt at vinde indpas efter inspiration fra omrejsende orkestre fra Hawaii. Countrymusikerne lagde en guitar på knæene og brugte flasker, knive eller metalstykker til slide. Guitarerne var akustiske indtil det i 1934 blev muligt at forstærke dem elektrisk. Et andet forsøg på at få guitarren til at lyde af mere resulterede i dobro'en eller resonansguitaren.

Det var først i 1940'erne man begyndte at kalde musikstilen for country, tidligere brugte forskellige pladeselskaber termer som "old-time", "old-fashioned" og "Old familiar songs", "Hill Country Tunes" eller "Music from Dixie". Hillbilly var dog det navn som siden 1925 oftest blev brugt om musikstilen, Ralph Peer, dengang talentspejer og producer for Okeh, navngav bandet "Al Hopkins And The Hill Billies". George Daniel's Hill Billies tog også navnet omtrent samtidig og Uncle Dave Macon havde i 1924 en sang som hed "Hill Billy Blues". Nogle elskede navnet og andre som f.eks. Bradley Kincaid synes det nedgjorde musikken, den diskussion har varet helt til idag hvor flere musikere gerne kalder sig selv Hilbillies, men bliver sure hvis andre gør det.

Nogle kunstnere bekymrede sig ikke om at have et hillbilly image, de kaldte sig navne som "Fruit Jar Drinkers" og "Possum Hunters", ofte tilskyndet af grundlæggeren af Grand Ole Opry, George D. Hay, som mente at det gav mere opmærksomhed til kunstnerne og dermed også til hans show. Mange countrymusikere optrådte i deres fineste søndagstøj, men også det fik Hay ændret, hillbilly bands skulle optræde i overalls og stråhat.

Hillbilly musikken havde stor succes og var meget populær, men dog ret regionalt begrænset til det sydøstlige USA. Verneon Dalhart, en popsanger som skiftede til hillbilly, var den første til at udbrede stilarten til hele USA med singlen "Wreck of the Ol' 97" og "The Prisoners Song", som blev countrymusikkens første million-sælger. Dalhart var dog tydeligvis en by-bo med pæne manerer og en noget stiv optræden, ikke destomindre satte han for alvor gang i den kommercielle countrymusik.

Skrevet af: Peter Ulstru Hansen

Kilde: Rough Guide to Country Music